Der var en heftig dunst af spandex og banan foran startlinjen, da der torsdag aften blev afholdt triatlon ved den gamle dæmning.
Der var dukket en sværm af mennesker op, klar til at presse sig selv til det yderste.

Arrangementet blev stablet på benene af den firedobbelte verdensmester som har, grundet sin stenhårde fysik, fået kaldenavnet Betty Bomstærk.
“Ja, jeg har jo deltaget i 420 triatlons bare indenfor det sidste år, så nogle gange flere om dagen. Jeg ser for mange dovne og usunde mennesker i denne by, så tænkte, at det var på tide, at de fik rørt sig lidt. Som jeg altid siger, så må de fede jo svede.”
Der blev varmet godt op, og folk fik tanket op med både vand og snacks inden løbet gik igang. Ruten startede benhårdt ud med løb op af en stejl bakke, efterfulgt af svømning langs dæmningen, afsluttet af en cykeltur ned af bakkerne. Der var både læger og politi til stede, for at sikre deltagerne.
Hele løbet foregik i god ro og orden, og både første, anden og tredjepladsen modtog flotte præmier. Opmærksomme tilskuere har dog efterfølgende fortalt Betty, at vinderen af løbet havde brugt dykkermaske i vandet, og da dette strider imod reglerne for et triatlon, er denne person blevet diskvalificeret og modtager derfor ikke sin præmie.
